Brug TimeLogs API til rapportering

Hvad er et API og hvorfor har TimeLog et API?

Vi får naturligvis ofte spørgsmål om vores API fra brugere uden en it-baggrund. Derfor har vi lavet en ikke-teknisk forklaring på, hvad et API er, hvorfor TimeLog har et og hvad du kan bruge det til i din organisation.

Hvad er et API?

API står for Application Programming Interface, og er et stykke software, som gør det nemt at udveksle data og funktionalitet mellem forskellige it-systemer. Et API stiller bestemte data eller funktioner i et it-system til rådighed, som andre it-systemer så kan samarbejde med. 

I praksis svarer et API lidt til en hjemmeside - med den forskel, at det er lavet på en måde, så et andet it-system kan bruge denne hjemmesides data. Samtidig er et API en slags kontrakt. Hvis der er et API, så er metoden for dataudveksling og reglerne for de forskellige funktioners opførsel fastlagt af API’et. Samtidig har udbyderen af API'et "lovet", at denne opførsel ikke ændres. 

TimeLog har to API'er: et der sørger for at TimeLog Project kan integreres til andre systemer (Transaktions API) - og et API til at hente data til at udvikle egne rapporter eller hente oplysningerne ind i egne systemer (Rapporterings API). Hvert af disse API'er har en række funktioner, der hver for sig henter eller modtager en bestemt type data eller udstiller en bestemt funktion, som det hedder på it-slang. 

Hvad kan man bruge et API til? 

Som kunde hos TimeLog kan man f.eks. bruge rapporterings API'et til med jævne mellemrum at hente projektdata fra TimeLog Project og bruge disse data på virksomhedens intranet eller i andre interne systemer. Med transaktions API’et kan man f.eks. få interne ordresystemer eller lignende til automatisk at oprette nye projekter eller kunder i TimeLog Project.
TimeLogs tre tidsregistreringsklienter til iPhone, Android og Windows/Mac bruger Timelogs API'er til udveksling af data. På samme måde gør TimeLogs integration med e-conomic også brug af TimeLogs transaktions API. 

TimeLog vil næste år investere endnu flere timer og kræfter i integrationer og herunder styrkelsen af TimeLogs API’er. Vi mener, at TimeLog Project skal være en central del af et økosystem af forskellige it-systemer, hvor data udveksles og sammenkobles, så dobbeltindtastning undgås og en samlet rapportering er mulig.

Blandt andet vil vi bruge mange kræfter på, at gøre API’erne mere tilgængelige med endnu bedre dokumentation og vejledninger.

Flere integrationer på vej…

Selvom API’et primært giver vores kunder mulighed for at sende data til og hente data fra TimeLog Project, har vores erfaringer fra integrationen med e-conomic været positive. Fra kundernes feedback ved vi, at det sparer tid i hverdagen og mindsker fejl i faktureringsprocessen. Derfor vil vi også fremover lave standardintegrationer til andre systemer. I den proces vil vi have fokus på, at funktionaliteten i vid udstrækning også skal være tilgængelig i vores API, så vores kunder får bedre mulighed for også at lave integrationer selv.

Hvis I har behov for teknisk assistance eller har spørgsmål omkring brugen af vores API’er, kan du kontakte vores serviceafdeling på service@timelog.dk. Vi vil også gerne høre, hvis der er bestemte it-systemer, I ønsker en standardintegration til - send os en e-mail med forslag. Vi arbejder allerede på en integration til det næste økonomisystem - men vi vil altid gerne have feedback fra vores kunder om, hvilke systemer de gerne så, at TimeLog Project blev integreret til. 

Og - rent teknisk er vores rapporterings API en WebService, der er baseret på XML og SOAP, mens teknologien bag integrations API’et er Microsoft WCF (Windows Communication Foundation).

  Tidsregistrering i Excel