TimeLogs nye website er gået i luften - kom bagom design og farver

TimeLogs nye hjemmeside - del 2

Det nye website gav løfte om både besparelser og procesoptimering og godkendelsen var halet i land. Næste skridt var designet, der skulle løfte både indhold og brugervenlighed uden at prisen røg i vejret.

Nu i farver

Med tal og beregninger, der viste effektiviteten i det nye site, var det lettere at tage beslutningen om at gå i gang. Der blev lovet en videreførelse af det eksisterende design i det nye CMS for at begrænse opgaven og mindske risikoen ved projektet, men det føltes samtidig som om, at vi gik glip af en mulighed, fordi gammel vin blev hældt på nye flasker.

Derfor besluttede vi at ændre layoutet på en måde, så indholdet kunne genbruges næsten 1:1. Vi ville gerne have flere og mere modige farver i spil. Den grågrønne standardpalet er justeret og suppleres nu med en palet af klare accentfarver. Det er meningen, at både accent- og standardfarver skal finde vej ind i TimeLog Project. Accentfarverne symboliserer ikke noget, men kan bruges og kombineres efter personlig smag og forgodtbefindende.

website_farver 

Mere fokus på brugerne

Vi har inddelt vores besøgende i tre grupper - mulige kunder, eksisterende kunder og andre interessenter - og givet dem hver sin farve i navigationen. Sidstnævnte gruppe dækker alle mulige samarbejdspartnere, jobsøgere og andre, som gerne vil følge virksomheden TimeLog. Nogle besøgende passer i mere end en gruppe. Som en følge er navigationen skarpt opdelt, og menuens "gardiner" gør det muligt at springe fra den ene ende af websitet til den anden med kun et klik.  

Vi har nu også fået mulighed for at bruge skrifttypen Myriad Pro på websitet, som er den samme skrift, vi bruger til alt andet marketingmateriale. Vi bruger generelt en større skrifttype, fordi det faktisk er rigtig rart for øjnene og nakken (og måske er vi ved at blive gamle). Vigtige overskrifter står med kun store bogstaver, hvilket er vanskeligere at læse men fremhæver betydningen effektivt.

Nyt logo - bedre grafik 

I toppen fremhæver vi nu vores femtakkede stjerne. Og vi bruger "Value Your Time", der står som et omdrejningspunkt for al aktivitet i TimeLog. Punktum. Det gamle logo er endegyldigt rykket ned i sidefoden og bruges mest til at identificere afsenderen. Det samlede antal af billeder og grafik er skåret kraftigt ned og erstattet med andre løsninger og genbrug, hvor det er fornuftigt, mens fotografisk materiale typisk er større end tidligere.

Anders Brandstrup

Anders Brandstrup
 
Tidsregistrering i Excel